Solgudens tempel på Atlantis

Inkarnationsberetning fra det forhistoriske ø-rige Atlantis (12.000 år f.Kr.) fortalt af ånden Atze.
Fremkommet gennem clairaudient påvirkning af mediet Bettina ved en seance i privat kreds December 1930.
_____

Atzes soltempel

     FRA fjerne Tiders svundne Dage stiger minder - dunkle, taagede - frem i mit Sind. Blege, farveløse Billeder, blege, blodløse Skikkelser glider forbi mit søgende Øje. Tanken lytter til Mindernes mumlende Tale. Langsomt hæves det slørende Dække. Klare, rene farverige, skønne, straaler Billeder, Former og Skikkelser frem fra Glemselens bundløse Dybder. Da med eet skuer jeg mig selv, som jeg var i de fjerne Tiders svundne Dage. Jeg skuer mig selv, Atze, Gudesønnen, øverste Præst ved Solgudens hellige Tempel, Overkonge og Hersker.

    Lytter, I der ønsker at opnaa Viden om Fortidens hellige, mystiske Sæder og Skikke. Lytter og hører, jeg, Atze, vil meddele eder det, som mit Øje skuer, vil meddele eder det, som min Tanke fatter af Mindernes mumlende Tale. Se, jeg vil tale til eder om nogle af de Skikke, om nogle af de hellige Handlinger, udøvet i hine svundne Dage for at fejre Solgudens Formæling med Jorden, vor høje Moder.

    Lytter og hører:

    Fjernt fra det Land, der har fostret eder, laa i de svundne Tider en mægtig, frugtbar, bjergrig Ø - omskyllet af Havets vuggende Vande - min Fødeø, mit Rige. Mægtige Stæder, bugnende Marker, grønne Enge, herlige Haver med farverige, duftende Blomster og liflige Frugter; udstrakte Skove med ranke, mangebladede Vækster, klædte Landet, klædte nogle af de stejle Bjerge. Øens Indvaanere - Mænd og Kvinder - var skønne af Aasyn, skønne af Former, skønne af Skikkelser, var stolte, stærke, smidige, var mørkladne af lød. Rigdom, Skønhed, Glæde hersked over alt, kun faa var fattige, mange var Slaver.

    Landets øverste Kongestad og Kongeborg laa der, hvor Øens Kyst, omskyllet af Havet, rakte sig frem mod Stedet, hvor Solgudens flammende Hjul ved Daggry steg frem fra Himlens gyldne Portal. Kongestaden med Kongeborgen var omgivet af høje, stærke Mure med Taarne og fire Kobberporte, rigt prydet med gyldne Forsiringer.

    Nogle Stenkast fra Stadens Mure, paa en grønklædt Højdeflade foran de stejle Bjerge, laa Solgudens hellige, herlige Tempel, laa mange skønne Boliger for Tempelpræster, for Tempelpræstinder, Tjenere og Tjenerinder. Mægtige, tunge Stensøjler bar det stolte, terrasseformede Tempel. Mægtige, tunge Stensøjler bar det øverste mangekantede Taarn. Tempel og Boliger var omgivet af blomsterrige Haver, grønne Enge, dunkle Lunde. En klar, kølig, fra Bjergene nedstyrtende, Strøm var, gennem en stensat Hvælving, ledet ind under Templets Mure, ind under Templets Gulv til den ydre, aabne Søjlehal. Her gennemstrømmed den en mandshøj Forsænkning i Tempelgulvet, en stensat Kumme; dens Vægge var beklædt med udhamrede gyldne Plader. Fra denne dybe Forsænkning var Strømmen, gennem en stensat, nedadskraanende Hvælving, ledet ind under Klippens yderste Kant, dér styrted den sig i Havet. I Templets bageste, mindre Søjlehal stod Solgudens Alter, en mægtig, sort Stenblok. I Alterets øverste Flade var indhugget en Fordybning, i denne Fordybning stod et gyldent Kobberbækken omsluttende den evigt glødende, lavt flammende Ild. Symbolet paa Solgudens Renhed, Symbolet paa Ildens rensende, lutrende Magt.

    Lytter og hører:

    Paa Tempeltrappens øverste Trin foran Indgangsportalen stod en Skare Præster klædt i langærmede, folderige, hvide, til Foden rækkende, linnede Kjortler, kantet med grønne, udsyede Borter. Over Skuldren var Kjortlen lukket med gyldne Spænder prydet med grønne, funklende Stene. Tavse, ranke, rolige, skued de frem mod den grønklædte Klippes yderste Pynt, skued de frem mod de mange boliger. Foran Præsternes Skare stod Atze, Gudesønnen, Overkonge og øverste Præst. Som Præsterne var Atze iklædt en hvid linned kjortel kantet med brede gyldne Borter. Over Skuldren var kjortlen lukket med gyldne Spænder prydet med røde, funklende Stene. Det hvide, bølgende Haar laa blødt om den ædle Pande. En gylden Ring med røde, funklende Stene laa om det hvide Haar, laa om den høje Pande. Atze var ældet; rank, stolt var hans Skikkelse; skægløst, furet, skarptskaaret var hans strenge Aasyn. Tungt støttede han sig til en Stav med rige gyldne Forsiringer. Tavs, rolig, skued han ned mod Staden, skued han ned mod Kongeborgen.

    Da med eet klang dæmpede Toner; et kor af Mandsstemmer, nogle dybe, andre høje i Tonernes rytmiske Klange. Atze vendte sit Aasyn mod den nærmest liggende Bolig. Portens brede Fløje var slaaet tilbage mod Murens Vægge. Ud traadte en Skare Tempeltjenere i lange, kortærmede, hvide Kjortler uden Prydelser, uden Smykker. To og to vandrer de syngende frem mod Templets talrige Trin. Højere, klarere toned Sangernes Kor. Langsomt, rytmisk, vandrer de frem ad den svagt stigende Vej. Foran Tjenernes Skare skred en rank Yngling, straalende skøn af Aasyn, Former og Skikkelse. Dunkle, bølgende Lokker laa om den rene Pande, laa om det ædle Aasyn. En mørk, til Knæet rækkende, Kittel uden Prydelser, uden Smykker dækked den ranke Skikkelse. Nøgne var hans Arme, nøgne var hans Ben; Træsandaler var bundet til hans Fødder med bløde, smalle remme. Stolt, rank, rolig, skred han frem foran Tjenernes Skare. Hans Øje skued op mod Templet, skued op mod Atzes høje Skikkelse. Bølgende rytmisk, vuggende skønt, toned Sangen højere, stærkere. Langsomt vandred Skaren op ad Templets talrige Trin.

    Da stod Ynglingen foran Atze. Langsomt hæved han de skøntformede Hænder og Arme, kryssed dem over sit Bryst, bøjende sig dybt for Atze, Solgudens øverste Præst. Atze lagde sin Haand paa Ynglingens bøjede Hoved. Klart, fuldtonende, myndigt, klang hans Ord ud over Præsternes, ud over Tjenernes Skare: "Airun, alt er beredt! Vil du en kort Stund give dit Legeme til Bolig for Frugtbarhedens Gud, Allivets mægtige Fader?" Da retted den skønne Yngling sit Legeme, skuende fast ind i Atzes spørgende Øje. Højt, fuldtonende klart, klang hans Svar: "Jeg er rede! Frivilligt giver jeg en Stund mit Legeme til Bolig for Allivets Fader, Himlens høje Herre." Da sagde Atze: "Kom, alt er beredt." Atze tog Airuns fremrakte Haand, ledte ham ind i Templets forreste, aabne Søjlehal, ledte ham hen til den dybe Forsænkning i Templets Gulv, ledte ham hen til den gyldne Kumme. Alle Præsterne, alle Tjenerne fulgte langsomt efter. Atter talte Atze: "Her skal dit Legeme tvættes rent, lutres og renses for alle Jordiske længsler, renses for al Synd, for alt jordisk Begær. De evigt strømmende Vande skal tvætte dit Legeme rent, at det kan blive en værdig Bolig for Himlens høje Herre."

    To Tjenere traadte frem til Airun, afførte ham den mørke Kittel, afførte ham den linnede Underkittel, Lændeklædet og Træsandalerne. Langsomt steg Airun ned ad Kummens Trin. En Tjener rakte Haanden frem for at støtte ham. Langsomt dukked Airun ned under de klare, kølige, evigtstrømmende Vande. Langsomt hæved han atter sit Hoved op over Kummens Rand. Stolt, rank, rolig steg han op ad Trinenes Række. Tjenere stod rede med linnede Duge, gned Væden af hans skønne Legeme, gned Væden af hans skønne Aasyn. Derpaa salved de hans Legeme, salved de dunkle Lokker med lifligt duftende, kostelige Olier. Derefter iførte de ham et hvidt Lændeklæde, en hvid, linned Underkittel. Til sidst iførte Tjenerne Airun en gylden straalende, ærmeløs Kjortel, lukket over Skuldren med brede, gyldne Spænder, prydet med gule, straalende Stene. En bred Guldring, indlagt med gule, straalende Stene, trykked de ned om hans høje Pande, ned om de dunkle Lokker. Guldkæder, Guldsmykker fæsted de om hans smidige Hals, fæsted de om hans skønne Arme. Bløde Skindsandaler bandt de til hans Fødder med brede, bløde remme, prydet med gule, straalende Stene. Herlig var han at skue. Airuns skønne, stolte Skikkelse var dannet til en værdig Bolig for Himlens høje Hersker.

    Atze tog Ynglingens Haand, ledte ham ind i den indre Søjlehal, ledte ham hen til Solgudens Alter. Under dæmpet Korsang fulgte Præsterne, fulgte Tjenerne efter Atze og Airun; to og to vandred de sammen. Paa Gulvet foran Alteret - paa fremlagte Hynder - knæled Airun ned, kryssende Hænder og Arme over sit Bryst. Foran ham stod en Trefod bærende en gylden Kobberskaal, i Skaalen brændte døvende Urter. Airun bøjed sig dybt over Skaalen indaandende de døvende Dampe. Ved hans Side stod to Tjenere. Bag ham stod Atze. Præsterne danned en Halvkreds om Atze og Airun, danned en Halvkreds om Alteret med den evigt glødende, lavt flammende Ild. Bag Præsternes Halvkreds stod Tjenerne, dannende en ydre Halvkreds.

    Atze rakte sine Hænder mod Alterets Ild. Bedende, fuldtonende klart, klang hans Røst ud i det mægtige Rum: "Høje Herre, Frugtbarheds-Gud, Allivets Fader, se, vi har beredt dig en Bolig! Stig ned fra den høje Himmel! Velsign vor Jord! Velsign vore Kvinder! Velsign vore Marker! Velsign vore Dyr! Giv alt, giv alle af den Frugtbarheds Styrke, at alt og alle kan frugtbargøres, kan mangedobles! Høje Herre, Frugtbarheds-Gud, Allivets Fader, hør vort Raab, bønhør os. Stig ned til vor Jord, stig ned fra din høje Himmel." Se, da vakled Airuns knælende Legeme, langsomt sank det ned mod de bløde Hynder. Da greb de to Tjenere det sammensynkende Legeme, hæved det op og bar det ud i den ydre, luftige Søjlehal. Tjenerne satte Airuns Legeme i Solgudens mægtige Tronstol, satte Airuns Legeme paa Tronstolens bløde, guldstukne Hynder. Langsomt tilviftende ham Vindenes blide kølighed. Præsternes Skare danned en Halvkreds om Tronstolens Trin. Forrest paa Tronstolens nederste Trin stod Atze, støttende sig tungt til sin Stav. Bag Præsterne danned Tjenernes Skare en ydre Halvkreds. Atter klang Atzes Røst, bedende, kaldende, ud i det mægtige Rum: "Høje Herre, Frugtbarheds-Gud, Allivets Fader, se, din Bolig er beredt. Hør vort Raab, stig ned til vor Jord, frugtbargør alt levende Liv."

    Da med eet faldt en gylden Straale ind fra Tempelmurens vestlige Soløje. Gyldent funklende flammed den hen over Airuns blege Pande. Airuns Legeme rettede sig op mod Tronstolens høje Ryglæn. Langsomt aabnedes Øjnenes tunge Laag, drømmende skued han ned mod Atze, Solgudens øverste Præst. En Tjener traadte frem, rakte et Bæger med styrkende Urters Saft mod Airuns Læber. Airun tømte det til Bunds. Tjeneren tog atter Bægeret, trædende tilbage bag Tronstolens høje Læn. En Stund sad Airun rolig, skuende ud i Templets mægtige Rum - drømmende, tavs. Da rejste han sig, stolt, rank, rolig. I samme Stund sank alle Præsterne, sank alle Tjenerne ned, kryssende Hænder og Arme over Brystet, bøjende sig dybt mod Gulvets Falde. Atze alene blev staaende. Da lagde han sin Støttestav paa Tronstolens Trin, kryssede Hænder og Arme over Brystet, bøjende sig dybt for den straalende Skikkelse ved Tronstolens Fod. Høj, stolt, herlig at skue, skred Airun langsomt frem til Tronstolens øverste Trin. Langsomt hæved han sine Hænder, rakte dem ud over Atzes bøjede Hoved. Fuldtonende, klart, klang Airuns myndige Røst ud over Præsternes, ud over Tjenernes Skare: "Se, jeg er kommen , jeg, Allivets Fader, Himlens mægtige Herre. Alt levende vil jeg velsigne. Alt levende vil jeg mangfoldiggøre ved min Frugtbarheds vældige Styrke." Atze rettede sin bøjede Skikkelse. Højt, klart, jublende skønt, klang hans Røst ud i det mægtige Rum: "Høje Herre, Himlens Hersker, Allivets Fader, Aljordens herlige Brudgom, vær hilset, vær velkommen."

    Langsomt, rank, rolig, skred Airun ned ad Tronstolens Trin. Atze tog sin gyldne Stav, rakte Haanden frem mod Airun, ledte ham ud af Templets Portal, ledte ham ned ad Templets talrige Trin, ledte ham ud paa den grønne, græsklædte Eng mellem Templet og Tempellunden. To og to, under dæmpet, rytmisk tonende Korsang, vandred Præsternes Skare efter de foranskridende Skikkelser - Airun og Atze. Tjenernes Skare blev staaende paa Tempeltrappens øverste Trin. Airun og Atze standsed midt paa den grønne Eng. Sangen forstummed. Præsternes Skare danned en Halvkreds om Airun og Atze.

    Da med eet klang klare, jublende Toner. Alle skued frem mod den øverste Tempelpræstindes skønne Bolig. Portens brede Fløje var slaaet tilbage, ud traadte den øverste Præstinde, klædt i en hvid, ærmeløs, folderig Klædning. En gylden Bort kanted den hvide Kjortel. En gylden Ring laa om hendes Pande, laa om de hvide Lokker. Efter hende fulgte en række Præstinder; en efter en skred de frem. Alle Præstinder bar lange, folderige, ærmeløse, hvide Klædninger uden Prydelser, uden Smykker. Bag dem skred - en efter en - syv skønne, unge Kvinder i hvide, ærmeløse, knækorte Kjortler, blomstersmykkede, med gyldne Kæder om Hals og Arme. Guldprydede Sandaler var bundet til de nøgne Fødder, var bundet til de nøgne Ben med bløde, smalle, guldprydede Remme. Bag de syv skønne Kvinder fulgte atter en række Præstinder, en efter en skred de frem. Højt, klart, klang de jublende Toner. Langsomt, rytmisk skøn, skred alle Kvinder hen over den grønne, græsklædte Eng. Langsomt danned de en Halvkreds om Airun og Atze. Langsomt, rytmisk skøn, slutted Kvinderne sig til Præsternes Halvkreds. Solhjulet, Solgudens hellige Symbol, var formet.

    Da tav de klare, klangfulde, jublende Toner. Atze ledte Airun frem til de syv skønne, blomstersmykkede Kvinder. Atze løfted sin Haand; fuldtonende, klart klang hans Ord ud over den samlede Skare: "Høje Herre, Frugtbarheds-Gud, Allivets Fader, vælg din Brud." Rank, rolig, skred Airun frem til Kvindernes Række. Hans Øje søgte de unge Kvinder, en efter en. Da rakte han sin Haand frem mod den yngste, frem mod den skønneste af de syv. Den udvalgte Brud traadte ud af Kvindernes Række. Langsomt hæved hun de skøntformede Hænder og Arme, kryssed dem over sit Bryst, bøjende sig dybt for Airun, Himlens Herre, Allivets Fader. Sagte stille klang hendes Ord: "Høje Herre, Himlens Hersker, jeg er rede." Airun tog hendes fremrakte Haand. Kvindernes Halvkreds aabned sig. Haand i Haand skred Brudgom og Brud, fulgt af Atze, fulgt af Templets øverste Præstinde, ind i den dunkle Lund. Langsomt skred de hen mod Brudekamret, hen mod den indviede hellige Bolig. Stærke Stensøjler bar Boligens stensatte Mure, bar Loftets skønne Flade. Portens brede straalende Fløje var slaaet tilbage mod Murens Vægge. Foran Indgangen stod to Tjenere med brændende, lifligt duftende Fakler.

    Da traadte Atze, da traadte Præstinden frem foran Airun, frem foran den skønne Brud, bøjede sig dybt for dem begge. Mildt, klart, klang Atzes Ord: "Her i det hellige Kammer skal I hvile til Daggryets førsterødme forkynder det flammende Solhjuls fremstigen fra Himlens gyldne Portal. I den Stund Daggryets første Rødme viser sig paa Himlens Hvælv, da maa I skilles. I den Stund fører vi eder bort fra dette Kammer. Hvil i Fred til Daggryets første Rødme."

    Haand i Haand traadte Airun og hans skønne Brud ind i det herligt smykkede Kammer. Gyldent straalende Tæpper dækked de nøgne kolde Vægge, dækked Gulvets kolde Stene. Bløde, guldstukne Hynder var spredt over den brede, buede Stenbænk. Fæstet til Kamrets Loft hang i gyldne Kæder skønt formede Lerskaale prydet med gyldne Forsiringer. Skaalenes tvedelte Væger brændte med klare, lysende Flammer. Bagest i Kamret stod det linklædte, blomstersmykkede Leje. Atter bøjed Atze, atter bøjed Præstinden sig for Airun, bøjed sig for den skønne Brud, traadte tilbage og forlod dem. Bag dem gled Portens Fløje lydløst ind mod hinanden. Langsomt, fulgt af de tvende Fakkelbærere, vandred de tilbage til Solgudens hellige Tempel.

    Atze traadte frem til Tronstolens Trin; vendende sig mod de forsamlede Præster, Præstinder, Tjenere og Tjenerinder, raabte han med høj Røst: "Solgudens flammende Hjul er gledet ned ad Himlens Hvælv, gledet ned til den natlige Hvile. Gaa til eders Boliger, Solfesten er endt."

    Da Himmelhvælvets første svage Rødme forkyndte Solhjulets nære Fremstigen fra den natlige Hvile, vandred Atze, vandred den øverste Præstinde gennem Lunden til Brudekamret. Templets næstøverste Præst fulgte dem bærende en brændende, lifligt duftende Fakkel. Atze traadte frem til den brede Port, lagde Haanden paa Solgudens gyldne Symbol, drejede det rundt om dets Akse. Lydløst gled Portens brede Fløje tilbage mod Stenmurens Vægge. Atze og Præstinden stod foran det tunge, gyldne Tæppe, der dækked Indgangen til Brudekamret. Højt, klart, klang Atzes Røst: "Stunden er kommen, Daggryets første Rødme forkynder Solhjulets nære Fremstigen paa Himlens Hvælv." Airun svared: "Vi er beredt." En Stund derefter klang atter Atzes Røst, kaldende manende: "Daggryets Rødme forkynder Solhjulets nære Fremstigen fra Himlens gyldne Portal." Airun svared: "Vi kommer."

    Se, da gled det tunge, gyldne Tæppe til Side. Haand i Haand stod Airun og hans Brud afventende det, der maatte ske. Atze og Præstinden bøjed sig for Airun, bøjed sig for den skønne unge Kvinde. Tavs rakte Atze Haanden mod Airun, ledende ham ud af kamret. Tavs rakte Præstinden sin Haand mod den unge Kvinde. Tavse vandred de frem gennem den dunkle Lund, fulgt af Templets næstøverste Præst, bærende den brændende, lysende lifligt duftende Fakkel.

    I den Stund, de traadte ud paa den grønne, græsklædte Eng, kasted den unge Kvinde sig ned for Airuns Fødder, slog sine skønne Arme om hans Legeme og raabte: "Airun, høje Herre, bliv hos mig, forlad mig ikke. Før mig bort til din herlige Himmel." Airun bøjed sig over den knælende Kvinde, hæved hende op, knugende hende fast til sit Bryst. Mildt, kærligt klang hans Røst: "Stunden er omme, min Hvile er endt. Glem ingen sinde vort skønne Møde, mindes mig med Glæde, uden Sorg, uden Klage. Fjernt fra dig dvæler jeg dog i din Nærhed. Naar Stunden kommer, da bring min Søn til Alterets hellige Ild, sæt ham paa Tronstolens gyldne Hynder. Min Velsignelse følger dig." Tavs, kærlig drog Præstinden den unge Kvinde bort fra Airun, ledte hende frem til den Bolig, der skulle huse hende til Stunden var inde, da Solgudens Søn kunne bringes til Templets hellige Alterild, da Solgudens Søn kunne sættes paa Tronstolens gyldne Hynder.

    Tavse vandred Airun, Atze og Templets næstøverste Præst op ad Templets talrige Trin. Tavse vandred de ind i den indre Søjlehal. Præsten satte sin Fakkel ned i den brede Kobberring paa Stenmuren ved Alterets Side. Airun knæled ned paa de fremlagte Hynder, kryssed Arme og Hænder over sit Bryst, bøjende sig dybt over Trefodens Skaal med døvende Dampe. Ved hans Side stod Atze og Præsten - tavse, rolige. Da med eet faldt en bred, gylden Straale fra den østlige Murs Soløje hen over Alterets lavt flammende Ild, hen over Airuns bøjede Hoved. Alterilden gløded højere, klarere. Airuns Legeme vakled, langsomt gled det ned mod de fremlagte Hynder. Tavs, rolig stod Atze. Tavs, rolig stod Præsten. Da bøjed de sig hastig mod det faldne Legeme. Hæved det op, hastig bærende det hen til den brede, buede Stenbænk ved Alterets Side. Hastig afførte de Airuns Legeme den gyldne Kjortel, de gyldne Kæder og Smykker, den gyldne Pandering med de straalende Stene. Kun Underkittel og Lændeklæde lod de blive. Brede, bløde remme snøred de fast om det livløse Legeme fra Skulder til Fod. Tavse, hastig bar de Airuns Legeme ud i den ydre Søjlehal hen til den gyldne Kumme, dér lagde de Byrden ved Kummens Rand. Hastig afførte Præsten sig sine Klæder, derefter steg han ned i Kummen, rækkende sine Hænder op mod det livløse Legeme. Tavs skubbed Atze Legemet frem over Kummens Kant. Præsten greb det, førte dets Hoved ind i den brede stensatte Hvælving, der ledte den evigt glidende Bjergstrøm ud til Havets vuggende Vande. Hastig skubbed han Legemet længer og længer ind. Airuns Legeme gled bort gennem den stensatte Hvælving. Hastig steg Præsten op ad Kummens Trin, afgned sit Legeme for Vandets Væde. Hastig iførte han sig de afkastede Klæder.

    Tavs, tungt støttende sig til sin Stav vandred Atze ud af Søjlehallen, vandred Atze ned ad Templets Trin frem til den grønklædte Klippeflades yderste Rand. Støttende sig til sin Stav skued han frem mod det straalende, glødende, fremstigende Solhjul. Spejdende skued han ud over Havets vuggende Vande. Da skued han Airuns livløse Legeme, vuggende blidt paa Havets glidende Bølger. Langsomt vugged det frem mod ukendte Strande. Da med eet dukked det ned under Havets dunkle Flade. For stedse var Airun forsvunden.

    Atze vandrer tilbage til Templets indre Søjlehal, frem foran Alterets evigt, lavt flammende Ild. Solgudens næstøverste Præst traadte frem til Tempeltrappens øverste Trin. To gyldent glimtende Kobberplader holdt han højt hæved i sine Hænder. Langsomt, rytmisk, slog han dem mod hinanden. Højt, rungende klang Slagene ud i den skønne fredfyldte Morgenstund. Se, da gled de mange Boligers brede Portfløje tilbage mod Stenmurens Vægge. Ud vandred Tempelpræster, Præstinder, Tjenere og Tjenerinder. To og to skred alle op ad Templets talrige Trin. To og to skred de ind i Templets indre Søjlehal, frem til Solgudens Alter. Der danned de mange Halvkredse, den ene uden om den anden. Kvinderne stod i de bageste Rækker. Atze vendte sit Aasyn mod Skarerne. Sagte skælvende klang hans Røst ud over den mægtige Samling: "Hører mig alle. Hører mig en og hver. I den Stund Solhjulets brede, gyldne Straale faldt ind over Alterets evigt flammende Ild, faldt ind over Airuns bøjede Hoved, da forlod Solens høje Herre Airuns Legeme, da vendte Aljorderigs Hersker tilbage til sin høje, herlige Himmel. I samme Stund rejste Airun sig op fra Tempelgulvets gyldne Hynder. Langsomt skred han ud af Templets Haller, langsomt skred han ned ad Templets Trin, frem til Klippens Yderste Rand. Her knæled han ned, rækkende Hænder og Arme frem mod det glødende, flammende Solhjul. Da med eet rakte en mægtig Haand sig ned fra Himlens Hvælv. Haanden hæved Airun op fra Klippens Flade, bar ham over Havets vuggende Vande, bar ham frem mod det stigende, straalende Solhjul. - Da bøjed jeg mit Hoved dybt for det skønne Syn. Da jeg atter hæved mit Hoved, var Airun forsvundet. Det Legeme, der en kort Stund var Bolig for Solgudens straalende Herlighed, var borte, var forsvunden. Himlens høje Herre bar det bort fra Aljorderigs Smuds, bort fra Aljorderigs Synd og Begær."

    Atze tav. Da knæled alle ned paa Templets Stengulv, kryssende Hænder og Arme over Brystet, bøjende sig dybt frem mod Alterets glødende, lavt flammende Ild. Klart fra alle Læber klang Ordene: "Mægtig er Himlens, mægtig er Jordens Herre. Dybt i Støvet bøjer vi os for din Herlighed, dybt i Støvet bøjer vi os for din Magt, for din Visdom - - -"

_________

    Langsomt sænkes atter det slørende Dække. Billeder, Former, Skikkelser bliver atter blege, farveløse, blodløse. Billeder, Former, Skikkelser glider atter tilbage i Fortidens bundløse Dybder. Mindernes mumlende tale er endt.

    Atze har talt.